Stress

Selvom der er kommet langt mere fokus på stress over de senere år, er det desværre stadig et problem, der ofte undervurderes – ikke mindst af de personer, som selv er i fare for at blive syge af stress. Man stopper med at mærke sig selv og egne grænser og overforbruger sig selv dag efter dag. Problemet er, at hvis man gør dette i for lang tid, kan hjernen på et tidspunkt ikke være med mere, og man begynder at få problemer. Man kan måske ikke længere klare de ting, som man før kunne. Måske oplever man psykiske forandringer, såsom at man bliver irritabel og opfarende, sover dårligt om natten, glemmer ting, mister overblikket eller på andre måder fungerer anderledes end man plejer.

Hvis først man er nået dertil, kan det være nødvendigt med drastiske forandringer i ens daglige liv. Man kan være nødt til at sygemeldes fra arbejde, helt eller delvis i en periode, og ligeledes ændre den måde man lever sit fritidsliv, således at den stressede hjerne får mulighed for at falde til ro og komme sig. Dette er væsentligt sværere end det måske lyder, da noget af det sværeste for en stress-ramt person netop er at slappe af og ikke foretage sig noget. Og det kræver tålmodighed at give sin hjerne tid til at komme sig, hvilket ligeledes kan være en kæmpe udfordring for en stress-ramt person, og nogle gange også for andre involverede (arbejdsplads, kommune, pårørende).

Mange kan have brug for psykologhjælp, når de er ramt af stress. Blandt andet fordi det er meget svært at skabe de nødvendige livsforandringer på egen hånd, og fordi man kan have brug for hjælp til at blive bevidst om de ting, der skaber og vedligeholder stress i ens liv, og arbejde effektivt med at ændre disse mønstre.

 

Stress som ledsageproblem ved angst og OCD

Der er meget tæt sammenhæng mellem stress og angst/OCD

  • Langvarig stress øger risikoen for at udvikle angst/OCD
  • Har man i forvejen problemer med angst/OCD, vil det forværres af stress
  • Angst og OCD skaber stress, og øger dermed risikoen for, at der også udvikles en stress-problematik
  • Ofte opstår en ond cirkel, hvor stress forværrer angst og angst forværrer stress

Der er således ofte flere ting i spil på samme tid, og hvis man skal behandle det, er det vigtigt at have en god forståelse af alle områderne og de indbydes sammenhænge, så man på passende vis kan balancere behandlingen.